Brugsforeninger på Midtfyn slår sig sammen

Coop 22. feb 2024 -
This describes the image
Jens Skov Rasmussen (tv) og Christian Busch ved SuperBrugsen i Knarreborg glæder sig til dialogen med medlemmerne om sammenlægningen. Foto: Coop
  • Brugsforeningerne i Ringe og Knarreborg gør klar til sammenlægning

Opdateret

SuperBrugsen i Ringe spreder sine ringe i det midtfynske gennem sine medlemmer i Ringe og Omegns Brugsforening. Foreningen gør nu klar til sammenlægning med Knarreborg Brugsforening i Tommerup.

Begge foreninger måtte for første gang i en årrække indkassere underskud i 2022, hvad der især er  blevet forklaret med stigende enerigipriser.

Bliver sammenlægningen en realitet, vil den nye forening have samlet omkring 12.000 medlemmer, hvoraf de 2.000 kommer fra Knarreborg Brugsforening.

I forvejen har den store midtfynske brugsforening med moderbutikken i Ringe fem andre butikker. Det er SuperBrugsen Gislev, Brugsen i Ryslinge, Fraugde og Allested-Vejle samt en plukbutik i Søbysøgaard Statsfængsel.

Knarreborg Brugsforening har SuperBrugsen i Knarreborg i Tommerup. Hertil flere OK tankanlæg, vaskehaller, samt flere privat- og erhvervslejemål.

Med ambitionerne om at blive endnu stærkere lokalt – og stå rustet til fremtiden – er bestyrelserne for Ringe og Omegns Brugsforening og Knarreborg Brugsforening i Tommerup enige om sammenlægning.

– Det er to sunde forretninger, som bliver til en enhed. Det sikrer robusthed i en dagligvarehandel, hvor konkurrencen er virkelig hård, siger Jens Skov Rasmussen, formand Knarreborg Brugsforening.

Fusion i kølvandet på underskud 

Ringe og Omegns Brugsforening har tradition for sorte tal på bundlinjen. Men det seneste regnskab for 2022 viser et underskud på 4,8 mio. kr. Til gengæld har foreningen en egenkapital 54 mio. kr.

Knarreborg Brugsforening kom ud af 2022 med et underskud på lige under én mio. kr. efter et samlet overskud på 2 mio. i de to foregående regnskabsår. Egenkapitalen er faldet fra 7,6 til 6,7 mio. kr.

SuperBrugsen i nabobutikken i Tommerup Stationsby søgte i fjor forgæves en fusion med Haarby Brugsforening, der har en solid egenkapital på godt 50 mio. kr. og takket være finansielle indtægter kom ud af 2022 med et mindre overskud.

Men fusionen blev stoppet på generalforsamlingen i Haarby Brugsforening, så nu står SuperBrugsen i Tommerup Stationsby uden ”rige onkler” og et underskud i 2022 på 2,4 mio. kr. og en egenkapital, som over en årrække er dykket fra 5,7 mio. kr. til 2 mio. kr.

Butikken blev især påvirket af en nybygget Netto i nabobyen Skallebølle, der har trukket kunder fra et stort opland og pendlere til og fra Odense.

Brugsforeningen i Knarreborg har igennem tre generationer været drevet af familien Stroger. Det samarbejde er nu ophørt.

- Med en kommende fusion går vi ind i en ny fremtid som en af tre store brugsforeninger på Fyn. Det sker samtidig i et marked, som er under hård konkurrence fra nye discountbutikker, siger Jens Skov Rasmussen.

Der er endnu ikke sat navn på en ny uddeler i SuperBrugsen Knarreborg.

Skal godkendes på generalforsamling i april

Bestyrelsen for de to brugsforeninger indstiller, at medlemmerne i de to foreninger på generalforsamlinger den 22. april i Knarreborg og 24. april i Ringe godkender sammenlægningen.

– For vores lokale handlende kommer det til at få positiv effekt. Vi får mulighed for synergier på tværs af en stærk forening med gode indkøbsaftaler igennem Coop og også gerne lokale leverandører. Dermed sikrer vi fortsat konkurrencedygtige priser på varerne på hylderne, siger Christian Busch, formand for Ringe og Omegns Brugsforening.

Bestyrelsen har allerede udset sig et nyt navn for foreningerne, nemlig Brugsforening Fyn, der i alt får syv butikker under sig.

– Med navnet ønsker vi at signalere, at vi er en stærk fynsk enhed, siger Jens Skov Rasmussen og understreger, at det lokale tilhørsforhold kun bliver stærkere med sammenlægningen. 
 

Opdateret 23. feb 2024