Dagligvarekoncerner får adgang til Arlas klimadata

Bæredygtighed 11. jun 2024 -
This describes the image
Foto: Arla
  • Arlas danske kunder kan fremover se klimaaftrykket på den mælk, de køber hos mejerigiganten. Det skal blandt andet hjælpe med kundernes egen ESG-rapportering. 

Skrevet af: Søren Tougaard

Hvert år sælger Arlas danske kunder i detail- og foodservicebranchen 275 mio. kg. mælk til forbrugere og restaurant- og kantinegæster. For flere kunder bliver det afgørende at kunne reducere og rapportere præcist om klimaudledningerne i hele værdikæden.

Leverandører i dagligvarehandlen vil om få år blive mødt med krav fra dagligvarekoncerner om at kunne dokumentere deres produkters klimaaftryk. En af de leverandører, der er længst fremme med at kunne dokumentere deres klimaaftryk herhjemme videnskabeligt via Science Based Targets Initiative, er Arla.

Nu vil mejerikoncernen skabe endnu større viden og gennemsigtighed om selskabets klimaaftryk. Derfor får alle Arlas danske kunder i detail og foodservice fremover adgang til Arlas klimadata. Det sker gennem programmet FarmAhead™ Customer Partnership, der allerede er rullet ud i England. 

Her får f.eks. dagligvareaktører indsigt i resultaterne fra klimatiltag ude hos Arla-landmændene og kan fortælle om dem i egen markedsføring og kommunikation, Derudover får kunderne adgang til primærdata for klimaaftrykket af netop den drikkemælk, de køber af Arla, som de efterfølgende kan bruge i deres egen ESG-rapportering.

- Det er afgørende for os, at vi kan hjælpe vores kunder med detaljeret og transparant data, så de kan dokumentere, hvordan de kan nedbringe deres scope 3-udledninger. Det gælder både dem, der sælger direkte til forbrugerne, men også i foodservice, hvor eksempelvis offentlige institutioner stiller krav til, hvor udledningerne kommer fra, og hvordan de kan reduceres. Det har vi datanøjagtigheden til at give dem svar på, ligesom vores landmænds reduktioner fra år til år vil give udslag på kundernes rapportering og mulighed for at reducere deres CO2e-aftryk, siger Henrik Lilballe Hansen, landedirektør for Arla Danmark. 

Dagligvarehandlen tager vel imod initiativet

Arla kunder i dagligvarehandlen kan godt se fordelen i at få adgang direkte til den data, der relaterer sig til de produkter, de køber af Arla. Det er både relevant i forhold til forbrugernes ønsker og afgørende for indfrielsen af deres egne klimamål.

- I Salling Group har vi sat ambitiøse mål for at reducere vores klimaaftryk, og vores høje ambitioner reflekteres i vores leverandørers forpligtelse til at skabe resultater. Derfor er vi glade for at kunne indgå i partnerskabet med Arla, hvor vi i fællesskab vil arbejde for at reducere klimaaftrykket fra mælken i vores butikker, så den lever op til både vores og vores kunders forventninger, siger Henrik Vinther Olesen, direktør for kommunikation, bæredygtighed og public affairs i Salling Group.

Michael Christensen, kategoridirektør i Dagrofa, vurderer også, at partnerskabet bidrager til den grønne omstilling.

- Det er et spændende initiativ, Arla er i gang med at rulle ud, og som viser lovende resultater. I Dagrofa har vi det synspunkt, at det er igennem et samarbejde i værdikæden, at vi opnår de bedste resultater i forhold til den grønne omstilling, og det er det her et godt eksempel på., siger han.

Hos Lidl er man også begejstret for muligheden for at få adgang til primærdata.

- Det har stor værdi for os at få adgang til den præcise data for netop den mælk, vi køber af Arla, så vi kan rapportere troværdigt og åbent om arbejdet med at reducere vores klimaaftryk. I Lidl arbejder vi tæt med mange af vores leverandører om at reducere CO2e-udledningen fra deres produkter, og partnerskabet med Arla ligger i direkte forlængelse af den ambition, siger viceindkøbsdirektør Khalil Jehya Taleb fra Lidl Danmark. 

 

 

Opdateret 11. jun 2024