Kæmpe branchedag på slottet
-
Fødevaredagen samler på Hindsgavl Slot ledende aktører fra dagligvarehandlen, foodservicesektoren og producenterne – midt i en turbulent tid for mange i fødevarebranchen.
I dag, 17. september, er det tid til årets store branchedag: Fødevaredagen 2024.
Fødevaredagen samler ledende aktører fra dagligvarehandlen, foodservicesektoren og producenterne på Hindsgavl Slot, hvor deltagerne kan hente nye indsigter og deltage i spændende diskussioner. Formålet er, at branchen i fællesskab skal blive klogere på de nyeste tendenser, udfordringer og muligheder i fødevarebranchen. I år er temaet ansvarlighed i værdikæden.
Kompetent ekspert-felt
For 21. år i træk mødes den samlede foodservicesektor til Fødevaredagen, og der er oplæg fra nogle af branchens skarpeste eksperter: Blandt andre innovationsekspert Simon Caspersen, Tilman Eichstädt, innovationsdirektør hos Hello Fresh, Christian Mouroux, kommunikationsdirektør hos IKEA, Camilla Erika Lerberg, CEO hos Fairtrade, Nina Preus, forbrugerekspert hos Landbrug & Fødevarer, Morten Hassing fra ISS’s kantiner, Flemming Münster, salgsdirektør hos Leroy Seafood, Bjarke Jeppesen, Årets Kok, Sine Andersen, vinder af Årets Kantinepris, og Sebastian Holberg, kok og Bocuse d’Or-kandidat.
Hvad siger forbrugerne?
Mette Gammicchia, afdelingschef for marked og ernæring i Landbrug & Fødevarer, fortæller:
- Selvom det er en turbulent tid for mange i fødevarebranchen, og der er mange nye udfordringer, der skal håndteres, er det en særlig glæde at kunne stoppe op og mødes om nye indsigter og fremtidsudsigter for den danske fødevaresektor. Hvordan kommer fremtidens fødevareforbrug til at se ud, og hvad siger forbrugerne? Kan landets dygtigste kokke inspirere resten af branchen til nye madoplevelser? Samtidig fejrer vi også madhåndværket med kåring af Danmarks bedste slagterafdeling hos henholdsvis private slagtere og i supermarkedet, fortæller Mette Gammicchia.
Store emner vendes
Også administrerende direktør for Landbrug & Fødevarer, Merete Juhl, deltager ved Fødevaredagen, og hun ser frem til en vigtig dag med gode debatter om fødevareerhvervet.
- Det er langt fra hver dag, at vi mødes i foodservicesektoren, men når vi gør, er det vigtigt, at vi sammen sætter fokus på de store emner og dagsordener, der er en del af vores erhverv. Som en del af samfundskontrakten er det op til os at løfte den meget vigtige opgave at producere fødevarer. Vi skal stå ved vores ‘licens til at producere’ og fortsætte med at sætte fokus på vores rolle i samfundet, siger Merete Juhl.