Per Thau vinker farvel til Coop som ekstern rådgiver

Coop Danmark - Navne 1. okt 2024 -
This describes the image
I sin tid som koncerndirektør var Per Thau også i butikspraktik i SuperBrugsen Matthæusgade, hvor han sad i kasselinjen og fik en snak med medlemmer og kunder ude i butikken. Foto: Sine Fiig/Coop
  • Den erfarne profil overdrager flere bestyrelsesposter til topfolk i Coop efter sit stop i koncernen som ekstern seniorrådgiver. 

Skrevet af: Søren Tougaard

I to et halvt år frem til 2023 var Per Thau en del af koncernledelsen i Coop Danmark som koncerndirektør for Commercial, Supply Chain og ESG.

Især opgaven med Coops forsyningskæder kom på prøve under corona og den efterfølgende forsyningskrise, hvor fragtpriserne skød i vejret - især til søs men også på land. 

Ved en omstrukturering på hovedkontoret i Coop tilbage i april sidste år stoppede Per Thau i direktørjobbet i Coop og fortsatte i stedet som ekstern seniorrådgiver.

Nu meddeler Per Thau på Linkedin, at det er tid til at stoppe som ekstern seniorrådgiver.

Det sker i kølvandet på handlen med OK Amba, der betyder, at energiselskabet har overtaget 50 pct. af den nødlidende dagligvarekoncern.  

"Med Coop Danmarks nye ejerskab, strategi og ledelse på plads bevæger virksomheden sig i en meget positiv retning. Jeg mener, at det nu er det rigtige tidspunkt for mig at videregive de roller, jeg har haft som ekstern rådgiver i løbet af de sidste 17 måneder, siden jeg trådte tilbage fra min ledende stilling, lyder det fra Per Thau. 

Løve og Skov Jørgensen overtager bestyrelsesposter

Som ekstern seniorrådgiver har Per Thau varetaget flere bestyrelsesopgaver for Coop Danmark, som han nu overdrager til flere prominente navne. 

Således bliver CEO i OK Amba, Michael Løve, bestyrelsesmedlem i Dansk Erhverv, mens CEO i Coop Danmark, Thor Skov Jørgensen, overtager posten som bestyrelsesmedlem i 365discount. 

Desuden bliver Coops finansdirektør Anders Boll Holmelund bestyrelsesformand for Coop Folkeskove, mens CCO Jeff Salter bliver bestyrelsesmedlem i Dagsam. Endelig bliver Coops ansvarlighedschef Thomas Roland bestyrelsesmedlem i Fødevarepartnerskabet.

Per Thau forbliver dog formand for Coop Trading.

Den erfarne erhvervsleder har tidligere været koncernchef i Dagrofa i fem år frem til 2018. 

 

  
 

 

 

Opdateret 2. okt 2024