onsdag den 11. maj 2011Mitsubishi ASX Van

Mitsubishi ASX er en type bil, som man uden besvær kan anvende
til mangfoldige formål. Det er en såkaldt SUV, en forkortelse for
Sports Utility Vehicle, som er en stor personbil, der er anvendelig
til både arbejde og fritid - en krydsning mellem en blød
firehjulstrækker og en velkørende personbil.
Der er således mange gode grunde til at vælge en bil som Mitsubishi
ASX: Den bruger firehjulstræk, den er manøvredygtig og i den pæne
ende miljømæssigt, og den er rummelig både foran og i
varerummet.
Mitsubishi er designet med harmoniske dimensioner, så den er meget
behagelig at se på. Kørestillingen er god, og man sidder
komfortabelt, men har dog besvær med at se lige frem til venstre
side på grund af stolpen. Kabinen er godt oplyst grundet bilens
panorama glastag.
Instrumentbordets udformning er velordnet og i gode materialer med
blød overflade, og rattet har betjening af telefon, radio/cd og
fartpilot.
Stor udstyrspakke
Tre udstyrsklasser
ASX fås i tre udstyrsklasser. Testbilen med en 1.8 DI-D
dieselmotor havde hele den store udstyrspakke med blandt andet
fuldautomatisk klimaanlæg, 4-vejs justerbart rat, el-ruder for og
bag og el-opvarmede sidespejle, mørktonede ruder bag,
radio/cd-afspiller med mp3-funktion og seks højttalere, læderrat og
lædergearknop.
Bilen fås med en 1,6 liter benzinmotor med 117 HK og en 1,8 liter
dieselmotor, der yder 150 HK, og som fås med både tohjuls- og
firehjulstræk. Alle er udstyret med Stop&Go teknologi, der
afbryder motoren, når man standser for eksempel for rødt lys.
Testbilens dieselmotor har en teknologi, der giver til blød
motorgang, og bilen er letkørt med et godt og præcist gearskifte.
Der er seks gear sammen med dieselmotoren.
Forbrug
Brændstofforbruget i versionen med tohjulstræk opgives til 18,2
km/l ved blandet kørsel, og det er noget bedre end de fleste
umiddelbare konkurrenter. Det giver en årlig grøn ejerafgift på
3.860 kr. CO2-udslippet er 145 g/km, hvilket også er en smule
mindre end i konkurrerende mærker, og bilen lever således op til de
nyeste Euro 5 miljøkrav.
Da ASX grundlæggende er en personbil, som blot ombygges til at være
en varebil, er den fint udstyret med hensyn til sikkerhed. Der er
det elektroniske stabilitetsprogram ESP og antispin som standard,
og der er naturligvis airbags inklusiv knæ-airbag.
Varerummet måler 1.200 mm i længde med en maksimal højde på 800 mm
og en maksimal bredde på 1.300 mm og med 1.000 mm mellem
hjulkasserne.
Henrik Denman